Hermed får i den første beretning fra DCO 2010

Det er vores topjournalist Ulrik, der har skrevet en beretning om hvad der skete en ikke helt normal lørdag nede i kirken!

Af Ulrik Stavnbjerg Offersen:

Barbariske brøl og svedengle i kirkens inferno
Nærmest overmenneskelig styrke, vilje fra en anden verden, ren og skær kraft og en fantastisk kulisse var nøgleordene, da Danish CrossFit Open lørdag den 6/2 blev afviklet på Nørrebro i København.

Rasmus kigger ned foran sig. Ansigtet udtryksløst på nær de blå vidt åbne øjne der fortæller det hele: stålvilje, vildskab og dyb koncentration. Hans hænder knyttes flere gange, og armene spændes, som for at indgyde ham troen på at det forestående dødløft kan lykkes. Han er omgivet af konkurrenter, tilskuere og venner men stadig alene. Ingen kan hjælpe ham lige nu. Vægtstangen med de 221 kg i form af tykke røde, blå og grønne skiver tårner sig op foran ham.
Han skynder sig pludselig til stangen. Grebet tages og justeres flere gange, mens kroppen indtager den rigtige positur. Ryggen ret, fødderne pegende lige frem. Hans rutinerede tilgang, fortæller han har gjort det mange gange før. Bare aldrig så tungt. Bare aldrig foran godt og vel 150 tilskuere.
Det sidste dybe åndedrag tages pludseligt. Kroppen spændes til det maksimale, og løftet er pludselig i gang. I et split sekund forbliver stangen på gulvet, mens hele Rasmus’ krop sitrer, ryster og trækker i en maksimal kraftanstrengelse. Scenariet er kraftfuldt i sin enkelhed: Manden og vægtstangen der tager livtag med hinanden. Tilskuerne eksploderer i et inferno af lyd. Høje voldsomme og opmuntrende tilråb fra hæse struber der har råbt, skreget, heppet og hujet det meste af dagen.
De 221 kilo på vægtstangen, bevæger sig langsomt op ad de dirrende og sitrende skinnebenene, og Rasmus’ pludselige dyriske brøl drukner i mængdens. Pludselig er det overstået, og Rasmus står fuldt oprejst med en vægtstang i strakte spændte arme, der vejer langt over to gange så meget som ham selv, mens tilskuernes jubel pumper lydstyrken op til langt over de anbefalede decibel.

Ulle dømmer dødløftet!

En ny religion
Denne lørdag står i CrossFits tegn. 32 atleter fra Sverige, Tyskland, Canada, Danmark og USA er strømmet til den gamle kirke på Griffenfeldsgade 7A på Nørrebro, der i dag praktiserer en ganske anden religion og frelse for medlemmerne – fitness på højeste plan. Fascinationen kan ligge i CrossFits opgør mod traditionel træning med maskiner og det i stedet store fokus på træning af kroppens egne naturlige funktionelle bevægelser. Eller i det faktum at man til CrossFit altid presser sig selv maksimalt, da forskning har vist, at man får mest ud af træning, hvor pulsen er høj.
I kirken er fårene nu skilt fra bukkene: kun de tolv bedste herrer er tilbage, og de seks af dem står nu i tre rækker overfor hinanden. Som gladiatorer i en arena skal de, for fjerde gang i dag, igen dyste. Kampen er blot mod én selv, og det ubønhørlige digitale ur på væggen der uden nåde vil fortælle sandheden til sidst: Hvem gik videre til finalen? Hvem var for langsom?
Ventetiden før heatet er spændt. Deltagerne står i midten og prøver at koncentrere sig – stenansigter og trimmede bare overkroppe. Deres hænder hvide af de kridtblokke der ligger rundt omkring dem og som skal hjælpe dem med at holde fast i den 50-kilos vægtstang, de få øjeblikke efter skal bruge til at udføre 15 runder af fem forskellige øvelser, så hurtigt som de overhovedet kan.

Coach Robs og Martin Møller i Face-off!

Kameramanden fra TV2 News er med sin store krop en skærende kontrast til de svulmende muskler foran hans linse. Han har taget opstilling mellem atleterne, midt i orkanens snarlige øje af kraftfuld udfoldelse, men gennes hurtigt væk og ud til siden.
Speakeren med sin megafon ligner et barn i en legetøjsbutik, da han tæller ned fra fem. Munden optrukket i et lykkeligt smil, øjnene fulde af spænding og bevægelserne med den frie arm ekstatiske.

Svedenglen på gulvet
Starten går, og pludselig vågner den gamle kirke igen – småsnakken dør ud og erstattes af hæse tilråb. Luften bliver hurtig hvid, af kridtstøv der hvirvles op, da vægtstænger med jævne mellemrum smides på gulvet. Det irriterer øjnene og blandes i halsen med den salte smag af atleternes sved, der driver af deres kroppe.
Efter få minutter forandres atleternes ansigtstræk: stenansigterne slår sprækker og erstattes af forpinte grimasser, der foreviges af de mange blitzende kameraer. Uanset om man vil det eller ej, er man fortryllet af de voldsomme udladninger af ren og skær kraft og viljestyrke, der, igen og igen, får atleterne til at fortsætte med at kæmpe på trods af deres udmattelse.
En atlet segner om, efter den sidste gentagelse er overstået, og gisper efter vejret. Øjnene er opspilede og vilde og ser måske stjerner i stedet for de mange neonrør i loftet. Hans bryst hæver og sænker sig hurtigt, mens hans bare overkrop glinser af sved. Han ligger et par øjeblikke på ryggen, før hans venner trækker ham op. På hans ryg er kridt, støv og nullermænd. Sveden fra hans overkrop har sat sit aftryk, og en svedengel toner tydeligt frem på gulvet. Da han går væk, støttet af sine kammerater, glider tilskuernes velmenende klap hurtigt af hans svedige skuldre.
Journalisten fra TV2 News interviewer andre atleter, så snart de kollapser af udmattelse efter at have gennemført de nødvendige øvelser – glubsk efter information: Hvorfor gøre det ved sig selv? Hvordan har man det lige nu? Svarene er korte og stakåndede, mens svedperlerne sendes live til stuerne.

Coach Robs i en sidste kraftanstrengelse!

Trængslerne er ikke forbi endnu. Om en halv time venter finalen.