14-04-2010 - Igennem nåleøjet – og videre til det næste
af Garnæs
Her får i et indblik i Coach Asgers træning op til kvalifikationen til Games 2010!
Af Ulrik Stavnsbjerg Offersen:
Da Asger var yngre snusede han til lidt af det hele. Svømning, kampsport, bueskydning, atletik og basket på højt plan. En stor mængde ’krudt i røven’, gjorde det nødvendigt at træne for at kunne sidde stille og koncentrere sig i skolen – en udvikling der er fortsat nu på universitetet. Den 21-22 marts blev krudtet skudt af – og med stor succes. Asger endte på en flot samlet 8. plads til CrossFit North European Sectionals i Stockholm, og er nu klar til den europæiske Regional konkurrence d. 8-9 maj i Halmstad, hvor de 50 bedste atleter fra de forskellige europæiske Sectionals vil deltage. Det er i den anledning, at CrossFit RX’d har kigget nærmere på Asger, for at blive klogere på hans person
Alder: 25 år
Højde: 1.84 cm
Vægt: 83 kg
Har været CrossFit i 1½ år
Yndlings WOD: Fran & Christine
Yndlingsøvelse: Power Clean & OHS
Hade WOD: Christine – tydeligvis et had/kærligheds forhold
Hade øvelse: SDHP
1 rep max:
Dødløft 190
Squat 140-145
Front squat 120
Press 68
Squat snatch 75
C & J ca. 100
Power Clean 120
OHS 90
Girls/heroes:
Fran 3:22
Christine 8:06
Jackie 6:15
Helen 8:03
Annie 4:42
Elizabeth 8:57

Som barn var Asger ofte ud og rejse med sine forældre. De prøvede energisk at banke noget europæisk kultur ind i hovedet på knægten. Det lykkedes dog ikke, og Asger blev i stedet sat af ved den nærmeste flod for at fiske. Stillesiddende er ikke et ord der klæber godt på Asgers person. Det skulle da først lige være nu, hvor tunge bøger fulde af formler tvinger ham til at gå på kompromis med hans energi og lyst til at prøve sine egne grænser af. Det får han da også rig mulighed for disse dage, da drømmen om Aromas og CrossFit Games 2010 stadig lever. Asger har nemlig kvalificeret sig til næste led i kvalifikationen, Regionals i Halmstad, og er således stadig i spil til en af de kun tre pladser til CrossFit Games 2010, som de europæiske herrer kan dyste om.
Mere styrke, mindre metcon
Træningen op til Sectionals og Regionals har Asger selv koordineret og tilrettelagt. For som han siger, er det svært at finde en træner, der ved mere om hans styrker og svagheder, end han selv gør. Træningen er nøje planlagt, og på en uge træner Asger tre dage i træk efterfulgt af en hviledag. Herefter følger to træningsdage og en hviledag. På de tre dage laver Asger fire WODs og på de to træningsdage laver han tre. Som regel laver han 1-2 WODs mellem 12-14 og den nogle gange en sidste WOD til Open Gym om aftenen. Normale hold deltager han kun i, hvis det er en WOD, der fokuserer på hans svage sider.
Da jeg spørger ind til, hvad der karakteriserer hans træning, svarer Asger, at det er i den seneste tid har været meget styrkebaseret. Opbygningen af en solid grundstyrke, i form af dødløft, squat, kernestyrke og skulder pres, har været i højsædet, og ifølge Asger har det givet gode resultater. Rigtig gode resultater faktisk. Alle hans tunge løft er steget støt og roligt, og ifølge hans egen udlægning har han aldrig været stærkere. Filosofien er ikke at finde sit max hver gang man løfter tungt, men i stedet at lave flere set med den samme vægt, der så er sat til omkring 80-90 % af ens max.
Skader
Den energiske livsstil og de mange sportsgrene er desværre også gået hånd i hånd med skader. En stor lyst til basket, som næsten fik Asger på ungdomslandsholdet som 15-årig, betød også en del skader:
’Jeg har været skadet sådan rimelig nonstop fra jeg var 15 til jeg var 18’ fortæller Asger, og karakteriserer sig selv som en ’glaskrop’. En trend der desværre er fortsat til voksenlivet.
Den seneste alvorlige skade varede fra maj til december sidste år. Et par ryghvirvler var blevet klemt og forskubbet. En relativ harmløs skade, der dog ikke ville hele, fordi Asger manglede styrke og stabilitet i sin hofte. I stedet blev skaden værre, med daglige smerter og frustrationer til følge.
’Jeg kunne kun træne bænkpres og strict pullups, fordi alt andet gjorde ondt i ryggen’, forklarer Asger. Hvilket i forhold til almindelig crossfittræning var kedeligt og ensformigt. Nu er ryggen dog i orden, og træningen er blevet fokuseret på at opbygge den grundstyrke, som er så vigtig for enhver. 
Aalborg tur/retur
Med rolig og forklarende stemme kigger Asger baglæns i sit liv, da jeg spørger ind til hans barndom.
Opvæksten i Aalborg, tog en uventet drejning i to år, da familien flyttede til Nordsverige på grund af faderens arbejde som læge. Asger var ti, da familien igen fandt vej tilbage til Aalborg, hvor folkeskolen blev gjort færdig. Herefter gik turen på efterskole og videre på Hillerød Gymnasium. Asger fandt igen tilbage til Aalborg, hvor han boede to år, indtil han i 2006 flyttede til København, hvor han har boet lige siden.
Efter gymnasiet skulle Asger bruge lidt tid på at finde sin vej i det akademiske felt. Han startede på HA alment i Aalborg, men det var ikke det rigtige valg. I stedet blev studievalget udskudt og de to sabbatår blev blandt andet brugt i Costa Rica, som bartender på en båd, guide i Spanien og på ski i alperne.
For tiden læser Asger økonomi på københavnsuniversitet, hvilket også har sat sit præg på hjemmefronten, hvor nat læsningen lige pt. udgøres af en bog om Islands økonomiske kollaps. ’Det er sjovt at læse om som økonom. Det er et godt eksempel på manglende rationalitet’, som han forklarer det.
Asger og Elizabeth
Asger har bevæget sig nedenunder og giver sig til at varme op. Alle hernede ved hvem han er. Efter lidt over et år som træner, er han et kendt syn i kirken, og en person som mange nyder godt af.
Da jeg spørger ham, hvad der er sjovest ved at være træner, fremhæver han for det første at det er ’skide hyggeligt’, og sjovt at se folk blive stærkere:
’Jeg kan huske en episode med en pige, der ikke var særlig stærk, da hun startede for par måneder siden. Men forleden skulle hun dødløfte og fik 60 kg op(noget over hendes kropsvægt). Hun blev utroligt glad og hoppede rundt. Det er nok det bedste ved at være træner’, fortæller Asger med et smil.
Han fortæller, at det er oplevelser som disse, der gør trænergerningen sjov og givende for ham. Derudover er der også en anden fordel, som er lidt mere CV-agtig, fortæller Asger:
’Det at være træner gør også, at jeg udvikler nogle andre evner. Jeg lærer for eksempel at kommunikere et budskab ud til mange mennesker og fremlægge information på den bedst tænkelige måde, hvilket er vigtigt i et fremtidigt job’, forklarer Asger. 
Uden mad og drikke...
I CrossFit miljøet er der en evig debat kørende om hvordan den optimale kostplan er sat sammen, hvilket Asger også går op i, til dels.
På spørgsmålet om hvad han fik at spise i går, kommer svaret: ’Broccoli suppe med stegt kylling og baked beans’. Dog afhænger Asgers udfoldelser i køkkenet af studiet, og hvor meget tid der er afsat til at få hældt noget fornuftigt i maven. Helt kammet over på en stringent Zone diæt er han nemlig ikke, og kan sagtens se sig selv i øjnene hvis man spiser pasta, ris osv. Dog fortæller han, at han generelt har en sund diæt, med magert kød, masser af grøntsager, frugt og nødder.
Armsving, hofterotationer og lunges afløses af en 50-kilos vægtstang, som Asger med jævne mellemrum dunker i gulvet, mens han øver sit clean. Asger skal lave ’Elizabeth’ (21-15-9, 60 kg cleans og ring dips red.), og satser på at komme under 8:30.
Han er iklædt de karakteristiske hvide vægtløfter sko, shorts, en grå CrossFit Games 09 trøje og blå albuebeskyttere på begge arme.
Asger lukker øjnene et øjeblik og vender sig selv indad. Så går han til stangen og stiller sig klar, med rank ryg og mens hans trænerkollega, Simon Rodovsky, tæller ned fra tre. Starten går, og Eminem, der dunker ud fra højtalerne, afbrydes kun i de korte øjeblikke hvor vægtstangen kort rammer gulvet, før den elegant og kraftfuldt blive flået opad igen.
’Kom nu’ pacer Asger sig selv nogle gange, mens ansigtet fortrækkes i koncentration og bliver markeret af svedperler. Simon og Peter er mindre generte og råber højlydt, hvis han tager et øjebliks pause de ikke syntes var nødvendigt. Pludselig er det overstået, og Asger får sig en puster på gulvet. Han ligger på ryggen, med læggene oppe på boksen.
’Jeg overvejede at stoppe på et tidspunkt. Jeg har en dårlig dag’, forklarer Asger, der ikke er synderligt tilfreds med sin tid på 9:56. ’Men det skal ikke være en mulighed at stoppe, så det er godt at folk pacer mig’.
Vi ønsker Asger al mulig held og lykke til Regionals den 8.-9. maj!






tor (14 Apr kl. 11:15):
Super læsning!